Danish Wood Award 2014
Danish Wood Award 2014

Træbranchens Arkitekturpris 2014 blev uddelt den 4. december 2014 ved en festlighed i udstillingsbygningen Den Frie på Østerbro i København.

Årets prismodtager landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen fik den prestigefyldte arkitekturpris, og blev hædret for sit imponerende arbejde med bl.a. Kulturhavn Kronborg, Bo01 i Malmø og Sydney University.

Jeppe Aagaard Andersen har gennem sit mangeårige virke været manden bag flere imponerende byrum og landskaber og har samtidig gjort overvisende brug af træ.

”Da Napoleon indtog Rusland, havde han da ikke sin kok med? Og da Christian IV byggede Rundetårn, fik han da ikke hjælp fra en murer? På samme måde har jeg også fået hjælp fra alle de dygtige mennesker, jeg har haft på mine tegnestuer gennem årene”.

Sådan lød det beskedent fra den dygtige landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen, da han netop havde fået overrakt arkitekturprisen Danish Wood Award 2014 med fine ord fra arkitekt og repræsentant for priskomiteen, Dorthe Mandrup:

”Jeppe Aagaard Andersen balancerer hele det komplekse system af pragmatiske hensyn og kunstnerisk sansning og evner at syntetisere det hele i form og materiale, der på samme tid er pragmatisk funktionelt og et selvstændigt poetisk kunstnerisk udsagn – og det hele med mennesket placeret i centrum”, begrundede hun blandt andet, inden hun overrakte prisen og de 100.000 kr., der følger med.

Det handler om mennesker
Herefter tryllebandt landskabsarkitekten de mange fremmødte med billeder fra sine største og mest inspirerende arbejder – krydret med masser af små finurlige historier om de ting, der inspirerer ham. Som hvordan pariserne flytter rundt på de berømte grønne stole i byens parker, hvordan eftermiddagssolen får skyggerne fra en lang linje træer til at danse og hvordan et enkelt blåt lys kan få folk til at omfavne og kysse hinanden.

”Det er dér, jeg bliver inspireret. Dér, jeg synes, det er sjovt. For det handler alt sammen om mennesker. Når vi laver de pladser og rum, skal vi fremkalde muligheder og iscenesætte mødet mellem mennesker”, forklarede han.

Og træ!
Og så får man selvfølgelig heller ikke Danish Wood Award uden at have en forkærlighed for træ. Og det har Jeppe Aagaard Andersen. Tag bare den 1,6 km siddebænk ved Kronborg eller den enkle træflade i Malmø, hvor trinene indbyder til solbadning, leg og bevægelse – og som førte til tre store træanlæg mod havet i Malmø.

”Jeg bruger træarten Azobé fra Elfenbenskysten i 7 x 21 cm til alt. Jeg har aldrig brugt andet træ eller andre dimensioner, fordi det holder”, forklarede han, inden han takkede af.